Aktiviteter:

Her beskriver vi nogle af udflugts- og aktivitetsmulighederne lidt nærmere. Beskrivelserne er vores helt personlige mening om stederne/aktiviteterne. Der kan findes en mere udtømmende oversigt over mulighederne på Langeland på Turistforeningens hjemmeside.

Hvis I vil have en guide til at sammensætte et turforslag for jer, så skriv til os, vi hjælper gerne med at formidle kontakten.

Slotsparken Tickon:

Den store slotspark er udstyret med ca. 18 naturkunstværker. Grunden til at jeg skriver ca. er at kunstværkerne er lavet af naturmaterialer, og derfor ad åre går tilbage til naturen. Og nye kommer til. Det er meget spændende at gå på jagt mellem træer, vandløb og stier for at finde de kunstværker, som er afmærket  på det kort, man kan tage ved indgangen til parken. Der er opsat bænke og borde mange steder, så tag bare madkurven med. Det er oplagt at sidde i de skønne omgivelser og indtage sin frokost eller kaffe. Pludselig får man øje på flokken af rådyr, der ligger roligt i skovbrynet. Der er mulighed for at booke en guide til at fortælle om kunstnerne og tilblivelsen af kunstværkerne.

Langelandsfortet:

Jeg var så heldig at deltage på en guidet tur på fortet – guiden var engageret og vidste rigtig meget om det hele. Jeg havde ikke store forventninger før besøget – jeg tænkte, at det nok kun var noget for mænd, sådan noget med kanoner og så videre. Men alt er spændende og interessant sat op, så jeg forlod stedet (fordi der var afgang for bussen) med sikker forvisning om, at jeg skal ned og udforske det mere senere…  Bunkeren, hvorfra man havde overblik over langelandsbæltet – med vagtbur, køkken, køjesenge og kontrolrum. Kanonstillingerne. Ubåden – wow. Altså, ikke bare en skal, man kan kigge på udefra, men en rigtig ubåd, der har været på missioner – og som man kan komme ind i! Der var jeg solgt. Alle de instrumenter, de trange gange, at forestille sig en dagligdag i det miljø. Kokken må jo nærmest have været troldmand for at bespise 24 personer fra den arbejdsplads. Udstillingen af søminer. Stykket af Berlinmuren. Jeg kunne blive ved – men prøv det selv.

Om sommeren er der aktiviteter for børn, blandt andet en militær øvelsesbane. Se mere på www.langelandsfort.dk – Praktiske oplysninger – Aktiviteter – Børnedage på Langelandsfortet.

Skovsgård Gods:

Endnu en lejlighed, hvor jeg var helt solgt. Der er så meget på det sted, at man nemt kan tilbringe en hel dag der. Der er vognmuseum, skovbrugsmuseum og tyendemuseum samt udstilling af frk. Ellen Fugledes indretning af stueetagen på godset. Ellen Fuglede var den sidste fastboende på godset, og er begravet i familiens nu tilmurede mausoleum i parken. Og så er der en stor naturformidlingsafdeling med en fast naturformidler, der vejleder i alle mulige aktiviteter i skov, marker, park og voldgrav … Ja, det er rigtigt, man må fiske kravl i voldgraven, hælde fangsten i kar ved naturskolen og studere den under mikroskop eller forstørrelsesglas. Man kan male korn til mel og bage pandekager af dem. Eller man kan hente urter i skoven (der er fine kort, man kan tage med i skoven, så man ikke får noget forkert med hjem) og lave urtefrikadeller. Og mange andre ting … Jeg har sjældent lejlighed til at besøge Skovsgård med børn – så jeg har ikke så meget undskyldning for at blive hængende i naturskolen – øv.

For mig er tyendemuseet et stort hit. At tænke sig at have været tyende på godset, og bo og arbejde i den kælder. For os i nutiden er det uforståeligt, at man kunne klare sig med kun koldt vand, et brændekomfur, et køligt rum til kødet, et køligt rum til frugt og grønt. Når man kigger på vaskefaciliteterne, de store ruller (hånddrevne), kul-strygejernet, kan man undre sig over hvor hurtigt udviklingen er gået. Er der nogen (i Danmark) der vasker i hånden mere?

 

Medicinhaverne:

Citat fra Planteresourceforeningens Vision for medicinhaverne: “At opbygge og udvikle en samling af medicinske planter, at udnytte Langelands milde klima som giver særlige muligheder for plantevækst, fremme etableringen af et formidlingscenter for medicinplanter og plantemedicin, indsamle og bevare gamle medicinske plantesorter.”

Ud af i alt 6 planlagte haver er der p.t. 2 i drift: Haven for åndedræt og kredsløb og Haven for urin- og kønsveje. Haverne er æstetisk opbygget, fint skiltet med navn og anvendelse. Og man kan købe stiklinger af mange af planterne. Medicinhaverne er placeret tæt på Tranekær Slot.

Kunsttårne:

Et samarbejde mellem Langelands Elforsyning og 12 selvstændige kunstnere har skabt Danmarks længste kunstudstilling. De tidligere transformatortårne har siden 2010 været udsmykket af vekslende kunstnere, så de hver i sær udgør et unikt kunstværk. Kunstnere som Vagn Lundbye, Alfio Bonnanno, Sabine Majus og Michael Falch er blevet indbudt til at udsmykke hvert sit tårn. Det er oplagt at besøge tårnene undervejs på udflugterne på Langeland. En gang årligt (først i juni) afholdes der tårnsangerdag, hvor lokale musikere, sangere og kor hver hele time fra kl. 8 morgen til kl. 20 aften synger og spiller ved de 12 tårne.

 

Souvenariet:

Souvenirmuseum i en af Tranekær Slots bygninger. Som de selv skriver på deres hjemmeside: Museum med et glimt i øjet. Her er en samling af sjove, skæve, tidstypiske … souvenirs (lad mig være ærlig – nogle af dem er virkelig rædsler. Lige netop sådan nogle ting jeg selv har “investeret” i på rejser i ind- og udland). Alt krydret med historisk information og mange krydret med anekdoter om, hvordan de er landet i Danmark. Jeg har været der flere gange – og får øje på noget nyt hver gang. Jeg anbefaler det varmt.

Øhavsstien og cykelruterne:

Øhavsstien er en del af et sammenhængende stiforløb på ca. 200 km fra Faaborg til Svendborg, fra Lundeborg til Svendborg, fra Svendborg til Lohals. Jeg har sammen med min datter gået hele Langeland rundt (ad flere omgange ;-)) – en skøn oplevelse. Stien følger kysten på næsten hele turen fra Hov i nord til Rudkøbing. Man vandrer på klinter, langs markskel, i skov og på selve stranden. Der er mulighed for alt lige fra en rolig 3-kilometers tur til en anstrengende 25-kilometers stroppetur hvor der indgår bakker og dale, græssti, strandsand, skovbund … og meget få meter asfaltvej.

Cykelruterne på Nordlangeland er fint afmærkede og man kører på små veje med meget lidt trafik. Undervejs får man et godt indtryk af landskabet og naturen.

Lejbøllegård – salg af antikvarbøger, loppemarked og besøgssted:

Bygningerne på denne tidligere gård ejes nu af Grevinde Danner Stiftelsen. Stedet var i mange år rammen om mange måneder af svangerskabet hos piger fra det bedre borgerskab, som var kommet i “ulykkelige omstændigheder”. Jorden drives i dag af Rubenlund Agro. I de gamle stuer kan man nyde skiftende opstillinger af porcelæn, kunstartikler – og de håndmalede dekorationer på vægge, lofter og paneler. Se mere på http://www.bogbylangeland.dk/.

I staldbygningerne holder http://www.herregaardsmarked.dk/ til med møbler, porcelæn og alskens godter i “loppe” afdelingen.

Parken er en oplevelse i sig selv – besøg mausolæet og se en mere end 160 år gammel blodbøg. Stedets beboer, Søren Cilla, fortæller levende og engageret om det hele, hvis I har lyst.

 

Bøstrup Strandgård, Bøstrup Strandvej 23, 5953 Tranekær, E-mail jesperhybert@gmail.com